INFORMATION
24 timers løbet afvikles lørdag den 11. – søndag den 12. august 2012. For deltagelse i løbet gælder følgende betingelser:
Ansvarsforhold
Deltagelse i arrangementet, herunder i løbet, sker på hver enkelt deltagers eget ansvar. Løbsledelsen opfordrer den enkelte deltager til at sikre, at hans/hendes indsats i løbet er afstemt med den fysiske form.
Afvikling af løbet
Der løbes på en 5,7 km lang rute rundt om Viborg Søndersø. Løbet afvikles som udgangspunkt uanset vejrliget.
Løbsledelsen er berettiget til at suspendere eller eventuelt helt afbryde løbet i tilfælde af pludseligt opståede forhold af force majeurelignende karakter, der gør det umuligt eller risikabelt at fortsætte løbet, eller som af andre grunde betyder, at en fortsættelse af løbet vil være stridende mod alment anerkendte principper for afvikling af sportsstævner. Efter samme kriterier forbeholder løbsledelsen sig ret til at tage enkelte løbere eller hold ud af løbet.
Indbetalte startgebyrer og gebyrer for teltpladser refunderes ikke i tilfælde af løbets suspension eller afbrydelse efter denne bestemmelse.
Løbet skydes i gang lørdag kl. 12:00, og sidste omgang om søndagen skal være påbegyndt senest kl. 11:40 for holdene og kl. 11:30 for singleløberne.
Der anvendes chips til elektronisk tidsmåling. Chippen registrerer tiden pr. løbet omgang. Chips udleveres om formiddagen på første løbsdag til singleløberne og til holdenes kontaktpersoner. Der benyttes én chip pr. hold, og chippen fungerer som depeche.
24 timers løb for hold er et stafetløb hvor hver enkelt omgang pr. løber er én gang rundt om Viborg Søndersø. Det er tilladt at skifte løber foran eller i nærheden af holdets telt. Det er IKKE tilladt at ”dele” én omgang blandt flere løbere af et hold. Sker det bliver holdet taget ud af tidtagning.
Tilmelding og deltagerantal
Tilmelding til løbet kan ske i tidsrummet fra den 1. marts 2012 til den 31. juli 2012. Eftertilmelding er kun muligt for singleløbere og kan ske frem til lørdag den 11. august kl. 09:30 mod et ekstra gebyr på kr. 100,00.
Løbsledelsen forbeholder sig at lukke for tilmelding, når det disponible antal teltpladser er opbrugt, uanset hvornår i tilmeldingsperioden dette antal opnås. Efter lukning af tilmelding, kan man tilmelde sig en venteliste, der anvendes i tilfælde af afbud.
Tilmelding sker elektronisk på løbets hjemmeside www.24timersloeb.dk.
Tilmeldingsproceduren
Tilmelding af hold sker på følgende måde:
-
Der tilmeldes et hold med angivelse af holdkategori (holdstørrelse, jfr. nedenfor), og samtidig indbetales et depositum på 20 % af startgebyret. Ved tilmelding oplyses holdets kontaktperson med navn, telefonnummer og mail-adresse.
-
Herefter kan kontaktpersonen reservere en teltplads til holdet. Et hold kan alene reservere én teltplads – dog kan 13-24 mands hold reservere to pladser. Ved reservationen betales gebyret for teltpladsen i overensstemmelse med prislisten herfor.
-
Senest den 31.7.2012 skal de resterende 80 % af startgebyret betales. Betales det resterende gebyr ikke rettidigt, bortfalder reservationen, og det indbetalte depositum refunderes ikke. Et fuldt indbetalt startgebyr refunderes ikke ved efterfølgende afbud. Bortfald af reservationen gælder også den reserverede teltplads.
-
Holdtilmelding gælder for løb i 24 timer.
Tilmelding af singleløbere sker på følgende måde:
-
Ved tilmeldingen betales hele startgebyret. Startgebyr for singleløbere inkluderer en teltplads, jfr. nedenfor.
-
Singleløbere kan tilmelde sig løb i 24 timer eller i 12 timer.
Startgebyr for hold
Startgebyret for hold er en komplet pris, der indeholder følgende:
-
Startnumre til det maksimale antal løbere i den tilmeldte holdkategori.
-
Strøm på teltpladsen.
-
Ubegrænset frugt og energidrik ved depoterne.
Startgebyret gældende for hele holdet er:
Holdkategori Pris i DKR
2 mands hold : 700,00
3-4 mands hold : 1.150,00
5-8 mands hold : 1.700,00
9-12 mands hold : 2.400,00
13-24 mands hold : 3.900,00
Bemærk: Såfremt et hold består af et færre antal løbere end det maksimale i holdkategorien, skal de overskydende startnumre destrueres. Er der f.eks. 16 løbere på et 13-24 mands hold, skal numrene 1 til 16 benyttes, og de overskydende numre destrueres.
Startgebyr for singleløbere
Singleløbere betaler DKR 500,00 for løb i 24 timer og DKR 400,00 for løb i 12 timer.
Prisen indeholder
-
En teltplads i målområdet.
-
Adidas løbetrøje.
-
Forplejning ved depoterne. Se menukort her.
-
To gratis massage-billetter.
Forberedelser på løbsdagen før start
Singleløbere og holdenes kontaktpersoner skal om formiddagen på første løbsdag inden kl. 10:00 i Lions-teltet ved målområdet afhente løbenumre og chips. Holdenes kontaktpersoner skal indlevere en komplet liste over holddeltagere med angivelse af navn og løbenummer.
Resultatformidling
Der vil være løbende resultatformidling i infoteltet og på www.ultimate.dk.
Reklame
Holdene har lov til at opstille skilte med holdnavn/firmanavn. Det er ikke tilladt at reklamere for eller udlevere/sælge produkter eller ydelser i hele telt- og løbsområdet, med mindre løbsledelsen har meddelt konkret tilladelse hertil. Tilladelse vil kun undtagelsesvis kunne forventes givet.
Indsamlingsløb
Såfremt en singleløber eller et hold ønsker at bruge 24 timers løbet med henblik på at indsamle midler til humanitære eller andre almenvelgørende formål, skal løbsledelsen kontaktes inden tilmeldingsfristens udløb. Indsamling må kun ske med løbsledelsens tilladelse, der normalt vil kunne forventes givet.
Overnatning
Medbragte telte kan opstilles på afmærkede steder ved Sønæs og ved Te-huset. For singleløbere er der reserveret et særskilt teltområde (her må ikke forefindes biler) ved målområdet.
På www.24timersloeb.dk kan der reserveres teltpladser mod gebyr, dog ikke teltpladser i ”1. parket” langs Søndersøstien ved Sønæs. Disse pladser er forbeholdt sponsorer.
Da pladsen bliver brugt til anden idræt må telte tidligst opstilles fra torsdag kl. 12:00 før første løbsdag. Det er ikke tilladt at tænde bål, dog er brug af grill tilladt.
Teltpladser skal være rømmet og rengjorte senest søndag kl. 18:00.
Lejrchefens og brandmyndighedernes regler og anvisninger skal overholdes.
Elektricitet
I teltområderne er opstillet eltavler, hvorfra der kan hentes strøm til teltpladserne. Forbrug af strøm er inkluderet i kompletprisen. Strømmen er kun til lys og evt. køleskab. Bemærk venligst, at der under ingen omstændigheder må tilsluttes elvarmere, kaffemaskiner, fadølsanlæg, slushice maskiner, elkedler eller lignende el-apparater med høj effekt, da el-kapaciteten på pladsen ikke er dimensioneret hertil. Elstik og el-apparater skal beskyttes forsvarligt mod regn og fugt.
Generatorer må ikke benyttes.
Bilkørsel og parkering
Det er forbudt at køre på teltpladsen (pladsen er til daglig boldklubben B 67’s fodboldbaner). Der er generel P-forbud for både biler og trailere overalt på telt-/campingpladserne. Der er oprettet en speciel P-plads for trailere.
Forbuddet gælder også ved transport af udstyr og telte under opbygning og ved nedbrydning af teltpladsen!
Der er et begrænset antal parkeringsplader mellem teltpladsen og Gl. Aarhusvej. Medlemmer af boldklubben B67 organiserer parkeringen på dette område. En parkering her koster 20 kr. Der må ikke parkeres i villakvarteret syd for anlægget eller på Sønæsvej (krav fra brand-myndighederne).
Der forefindes parkeringspladser på Gl. Århusvej.
Forplejning i infoteltet
Madbilletter til aftenbuffet lørdag kl. 18.00-21.00 skal forudbestilles mod indbetaling af 95,- kr. pr. stk.
Ligeledes skal billetter til morgenmad søndag kl. 06.30-10.00 forudbestilles mod indbetaling af 50,- kr. pr. stk.
|